tirsdag den 22. maj 2012

Gæsteblog af Birgitte, nybagt Maratonløber.

Mit liv med motion startede for 10 år siden da jeg mødte min noget ældre mand, som dengang var en ivrig motions-triatlet. Ivig som jeg var efter at fastholde hans interesse, og for at være en del af hans liv begyndte jeg at løbe. Halvhjertet. Og kom aldrig til at elske det.

Da vi fik vores børn og det fyldte en del var det nemt at finde på undskyldninger for hvorfor jeg ikke havde tid til at motionere.
Først for to år siden begyndte jeg at cykle til arbejde med ujævne mellemrum (bor i Farum, arbejder i København, så det bliver til 24 km. Hver vej).
Og for lidt over et år siden flyttede løberiet for alvor ind i mit liv, inspireret af min smukke veninde Annie, som i den grad har fået sin 2. ungdom gennem løb. Husker tydeligt en fest i marts 2011, hvor jeg netop havde løbet 6,5 km - min længste distance på det tidspunkt. Jeg var så stolt! Og underholdt hele bordet med min præstation!!!

Siden da har jeg langsomt fået sat hak ved 10K, 10K på under 55 min, 5K på under 25 min, og da jeg i marts gennemførte en halvmarathon på under 2 timer blev beslutningen taget: Next stop københavns marathon.

Min mand var med på ideen (læs: han kunne ikke have siddende på sig at jeg havde løbet en marathon hvis han ikke havde) og træningen gik i gang.

Jeg forholdt mig ret systematisk til udstyr mv. Prøveløb kompressionstights, afprøvede forskellige gels, bananspisning og den tshirt jeg ville løbe i. Desværre traf jeg den - skulle det vise sig - tåbelige beslutning at tage en lettere t-shirt på pga. varmen, som jeg ikke havde løbet langt i før. Stor, stor fejltagelse.



Lørdag var vi på marathonexpo og hente numre, og nappede Politikens marathontillæg, hvor der var en udførlig beskrivelse af "det sidste døgn" som vi fulgte ret slavisk. Vi havde dagen forinden påbegyndt karboladningen, som ifølge min mand var noget så kedeligt som at indtage fuldkornspasta og kogte kartofler, og ikke de hurtige søde sager, som jeg selv havde forestillet mig jeg skulle indtage. Mine tanker den dag var mest præget af bekymring for om min mand blev klar til start (han havde maveproblemer i dagene op til), og hvor ubærligt det ville være hvis han skulle melde fra og fortsætte træningen og finde et nyt løb.

Jeg sov forbavsende godt om natten, og vi stod op 5.30 for at spise morgenmad. Gik i seng igen, og stod op 7:30 og tog udstyret på. Det hele foregik i forbavsende rolig stil, og jeg synes faktisk stemningen mindede en del om den morgen, hvor vi gjorde os klar til at jeg skulle have planlagt kejsersnit med vores datter. Afklaret nervøsitet, forberedt på at der venter nogle hårde timer, men at det nok skulle gå godt det hele.



Strategierne
Jeg havde på forhånd en idé om, at jeg ville undgå at gå (for meget) undervejs, undtagen ved depoterne, hvor planen var at gå igennem og sørge for at få masser af vand. Jeg havde også en strategi om at jeg ville nøjes med at tænke frem til næste depot, og dermed spise elefanten i skiver. Og jeg havde en strategi omkring indtagelse af forplejning (vand, vand, energigel første gang v. 11,1 km. Herefter hver andet depot, og bananer ved hvert andet depot).

Strategierne holdt - men der var også ting undervejs jeg ikke havde en strategi for.

Selve løbet??
De første 15-16km var ....fantastiske. Jeg var flyvende, og måtte virkelig tvinge mig selv til at holde farten nede. Jeg holdt min plan med væskedepoterne, og blev mødt af mine heppende unger v. trianglen og søde Annie ved Torvehallerne. Jeg havde det virkelig godt. V. 7-8 km. kunne jeg mærke en begyndende vabel, og v. 16. km måtte jeg bide i det sure æble og kaste mig på fortovet foran samaritterne og bede om hjælp. Jeg fik foden tapet ind mens jeg drak vand og spiste banan og skumlende så at de fartholdere jeg havde fulgt forsvandt i horisonten. Det var først en skuffelse at se dem forsvinde, men da jeg kom op og løbe igen kunne jeg mærke at smertene i foden var helt væk, og jeg blev sgu så rørt og glad at jeg var ved at vende om og kysse de samaritter.


Da vi nåede de ca. 20 km. kunne jeg godt mærke at jeg begyndte at blive rigtig træt. Ved 25 startede den krise, der kom til at vare de næste 7 km. Jeg var træt. Helt afsindigt træt.
Ironisk nok ramte jeg på dette tidspunkt en del af ruten som jeg kender særdeles godt, da den indgår i en af mine yndlingsløberuter (langs vandet ved operaen, op mod kastellet). Jeg havde troet at den del ville blive et glædeligt gensyn. Men jeg var bare TRÆT!!! Ved væskedepotet lige før 28 km. gik det galt.
Jeg stoppede brat op ved WC'et og stod der i solen og rystede over hele kroppen. Så kom den. Kvalmen. Lynhurtigt. Og jeg nåede lige at tage tre skridt hen til et træ, hvor jeg kastede op. Overvejede panisk hvad der var den bedste strategi for at komme videre, vaklede hen og drak 2 glas vand, og tvang mig selv til at spise en energigel. Det hjalp. Jeg fik ro på kroppen igen, og gik et par 100 meter mens jeg drak et glas vand til. Og satte langsomt i løb igen.
Da Annie mødte mig ved 31 km. var jeg til hundene, men havde det dog bedre end få km. tidligere. Hun fik mig peptalket ud af at gå resten af vejen hjem, men ellers har jeg ingen ide om hvad vi talte om. Jeg husker bare at jeg tænkte at jeg nok bare var nødt til at fortsætte. Og peptalken var den helt rigtige strategi. Havde jeg fået medlidenhed var jeg begyndt at græde.
Og da jeg rundede de 32 km. kunne jeg pludselig se en ende på det. Det gik op for mig, at der var mindre end 10 km. til jeg havde gennemført en marathon.


De sidste 10 var hårde, men slet ikke på niveau med de forudgående 7 km. Ved 39 km. overhalede jeg min mand, som havde været syg to dage forinden, og var mere død end levende.
Vi løb de sidste km. sammen i et meget langsomt tempo, og da vi kom til Langebro gik vi op ad bakken hånd i hånd. Jeg var så bange for at han skulle falde om på det tidspunkt, at jeg ikke turde andet end at få ham til at gå. På toppen af langebro satte vi i løb, og løb det sidste lille stykke ind til mål sammen.

Sluttid 4 timer og 41 min. og vist nok 45 sekunder

At krydse målstregen....
På opløbsstrækningen antog opbakningen dimmensioner der nærmest fik én til at tænke på en enkeltstart på Alpe D'uez, og jeg husker at jeg følte mig helt og aldeles eufoisk og "skæv" (og tendens til snigende panik fordi jeg pludselig syntes at målstregen flyttede sig bagud...). Jeg så ingenting. Kun et flimrende brølende eufoisk hav af sammensmeltede mennesker, som heppede på MIG. Og min mand der løb ved min side. Det var SÅ STORT.


Det der med gåpauser...
Strategien omkring at undgå at gå holdt nogenlunde vand når man ser bort fra de 500 meter jeg gik sammen med min mand og at jeg tillod mig selv at gå gennem depoterne og ca 100 meter efter mens jeg drak vand. Det var noget jeg brugte meget krudt på undervejs - sjovt nok ikke mens jeg havde den store krise (hvor alting bare stod stille inde i mit hoved)- men på de sidste 10 km, og fra ca. 20-25 km. Diskuterede jeg meget med mig selv om jeg ikke snart havde fortjent en gå-pause. Jeg valgte at fokusere på at holde en "løbende" stil - altså bibevare løbebevægelsen mens jeg satte farten ned...oplevede jeg. Men når jeg kigger på mit løb på min tracking har jeg faktisk holdt et temmelig stabilt tempo, og det burde være nemt at se hvor depoterne er samt de to "dale" (besøg v. samaritter og opkasning..:-).




Opbakningen.
Opbakningen var fantastisk, det meste af vejen. At folk råbte ens navn fordi de kunne læse det på løbsnummeret var et stort plus. Det var naturligvis også fantastisk at se ungernes begejstring da de heppede på trianglen, men jeg er glad for at de ikke så mig senere i løbet, hvor jeg mildest talt ikke havde overskud til noget. Jeg var glad for børnene der lavede high 5, og dem der delte vand ud nede ved søerne. Også tak til de tilskuere der havde medbragt forstøverflaske og sprøjtede vand på os. Den var en ....omsorg som rørte mig dybt, og gjorde mig helt rørstrømsk (der skal ikke så meget til når man har løbet 37 km.). Endelig var Annies tilstedeværelse på de 31 km. Altafgørende. Jeg vidste gennem min krise, at jeg bare skulle derhen, så ville jeg "få hjælp".
Jeg aner ikke hvad vi talte om, ud over at jeg ikke fik den forventede opbakning til at gå (tak for det). Men det hjalp.


Den største overraskelse?
Var, at jeg på INTET tidspunkt overvejede at stoppe og udgå. Jeg havde forventet at det også var en diskussion jeg skulle have med mig selv, men selv da jeg kastede op var min eneste tanke hvordan jeg bedst muligt - og hurtigst muligt - kom videre.

7 kommentarer:

  1. Rørende fortælling Birgitte! Du er simpelthen en af de seneste kvindemennesker jeg kender! Havde vand i øjnene flere gange undervejs i læsningen. Stort tillykke!

    SvarSlet
  2. Tak for kommentar Anonyme Anja. Og tak fordi jeg måtte låne din blog Annie. det kunne være sjovt at høre hvordan andre af Annies læsere har oplevet løbet?

    SvarSlet
  3. Stort tillykke!!!!
    Tak for en virkelig god og ærlig beskrivelse af dit første marathon. Det er så utrolig vigtigt i mine øjne at være ærlig omkring sine oplevelser, for det er det andre lærer af. Og man lærer også selv mens man gennemarbejder tankerne. Det var utrolig flot at du holdt ud, man bliver ellers temmelig mat i koderne af at kaste op. Men måske var det bedre at du fik det ud der generede dig.
    Jeg løb mit første marathon sidste år og skal løbe igen om 3 uger. Og vil tage til mig af dine erfaringer - lave ordentlige strategier. Forresten kan jeg af peronlig erfaring fortælle at det ikke hjælper at gå - for når man er til det punkt hvor man helst vil gå, er man et sted hvor det gør så meget mere ondt at gå end at løbe. Helt seriøst er det bedre bare at sætte farten ned, for det er helvede at gå!

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. Kære Kirsten
      Held og lykke med dit kommende marathon. Hvor skal det løbes henne??

      Og tak for din ros omkring min ærlighed - det er jo altid med rystende hænder man "udleverer" sine tanker, og det er dejligt at andre kan bruge dem til noget.

      Jeg er glad for at du siger at det ikke hjælper noget at gå. Det vil jeg huske næste gang (.....!!!))))) Det er bare så svært når alle andre omkring én begynder at gå.

      Slet
  4. Hej Birgitte
    Også et stort tillykke herfra med dit første maraton. Du har beskrevet dine trængsler - og glæder - virkelig godt, og jeg blev revet helt med. Jeg tror også, at det er en stor inspiration for andre at være helt ærlig omkring alle de ting, som sker i knolden på en under så langt et løb. Jeg har desværre ikke prøvet kræfter med maratondistancen, det kommer - desværre - nok heller ikke til at ske, men ihhhh hvor får man lyst efter at have læst dit indlæg. Dejlig beskrivelse. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Katrine
      Tak for din kommentar - og din ros. Og dejligt at læse at du er blevet inspireret - det er jo det, der er så skønt ved blogs, at man kan få lov til at se hvad der foregår inde i knolden på fremmede mennesker.
      Jeg synes det var ekstremt grænseoverskridende at lægge alle mine positive og negative tanker ud i det åbne, og så er det dejligt at få respons.

      Hvis du leger det mindste med tanken om at løbe en marathon, så klø på!!

      /Birgitte

      Slet