Du behøver ikke være hurtigst, bare du ikke er den langsomste....

Til løbeklub-løb i går, fik jeg omsider mandet mig op til at følge det lidt hurtigere hold og havde en rigtig god tur.

Næste torsdag er sidste løbetur før Lillebælt Halvmaraton, så der løber jeg ikke med klubben, men jeg er klar igen om 14 dage regner jeg med, selvom jeg også har tænkt mig at skrue op for noget intervaltræning igen efter Lillebæltløbet.
Jeg må se om jeg ikke kan få det passet ind, for det er så superhyggeligt at løbe afsted i flok.

Jeg talte med en dame undervejs i går, der sagde at hun brugte løbeklubben til at få noget tempo på sine joggeture og jeg tænkte på, at jeg brugte torsdagsløbeturene til noget socialt og til at få lidt ekstra kilometer i benene på fredsommelig vis.
Hastighed plejer at betyde lidt forpust og kræver indædthed eller ihvertfald koncentration, så det foretrækker jeg at løbe alene. Men jeg synes det er sjovt, at vi kommer i løbeklubben efter så forskellige ting.

Fordi løbeklub-løb normalt ikke er anstrengende, havde jeg også tænkt mig en løbetur i dag.
Også fordi jeg havde ladet mig friste af en temmeligt fjollet IPhone-app...




Zombies, run er sådan en slags dramatiseret historie som man lytter til på en løbetur og undervejs flygter man så fra zombier.

Min 9 årige dreng mener dog det er helt urealistisk, fordi alle jo ved at zombier er torskedumme og bevæger sig meget langsomt (nå, det er DERFOR historien er urealistisk!?), men under alle omstændigheder er historien medrivende nok og konceptet så godt skruet sammen, at man (jeg) ikke kan lade være med at lade sig rive med....urealistisk eller ej.

Historien bliver fortalt på et meget tydeligt engelsk, der er nemt at følge med i.
Jeg hører tit dokumentarprogrammer eller dramatiserede radiospil når jeg er ude og løbe, og dette virker lidt på samme måde, dog med det interaktive twist at der er de der indlagte zombieangreb, som man skal løbe fra og undervejs får man desuden besked om at man har samlet forskellige ting op, som man skal bringe tilbage til den lille beskyttede udpost man hører til.

Hver mission varer en halv times tid og mellem speaksene bliver der afspillet musik fra ens playliste. Henover musikken får man besked om hvilke ting man har samlet op (kan være lidt svært at høre, men pyt, man kan jo se det når man kommer hjem) og det er også i musikstykkerne at man får besked hvis der er incoming zombieflokke.
Mens man løber fra dem kan man høre sådan en bip-lyd med kortere og kortere intervaller, der angiver at zombierne kommer tættere og tættere på, samtidig med at man kan høre dem knurre og grynte og en stemme siger at de nu er for eksempel 15 - 20 meter bag dig. Adr. Det er ret tæt på.
Endelig får man besked om "zombies evaded" og man får lidt lyst til at stoppe og kaste lidt op. Eller i det mindste se sig over skulderen for at være sikker.....

Zombiejagterne varer et minuts tid og man skal løbe cirka 20% hurtigere for at undgå at blive indhentet, men hvis man ikke bliver skræksslagen nok til at spæne fra de gurglede lyde, der kommer tættere og tætte på, så bliver man ikke spist, men man taber nogle af de indsamlede ting som distraktion for forfølgerne og allerede i første afsnit gør en kølig læge fra lejren opmærksom på, at man skal gøre sig fortjent til at få adgang til sin by og ikke nødvendigvis bliver lukket ind, hvis man kommer tomhændet (kælling).

Når man så kommer hjem efter en fuldført mission (jep, man får en fanfare), så kan man fordele de ting man har "samlet op" undervejs og opgradere sin by.
Den del af det havde jeg heldigvis 9 årig eksperthjælp til:



Dagens tur var egentlig tænkt som en afslappende luntetur, jeg løb jo også i går, men undervejs syntes jeg godtnok det var meget varmt.
Senere syntes jeg også at jeg blev lige rigeligt forpustet og tung i betragtning af at det bare var en rolig tur bortset fra jagt-intervallerne, men da jeg omsider blev lukket ind bag den befæstede bys porte og fik kastet et blik på mit gps-ur, blev jeg alligevel noget overrasket over gennemsnitshastigheden, der lå et godt stykke over min sædvanlige komfortzone.

Men jeg blev altså helt optaget af historien og havde en vældigt god og usædvanligt spændende tur.



Tre zombiejagter. Gæt selv hvor......

På toppen

I dag forsøgte jeg mig igen med den kuperede rute og bakketerapien.
Jeg havde medbragt min mand til at hjælpe med at holde modet og tempoet og jeg havde så travlt med at pludre løs, at jeg helt glemte at starte min medbragte musik og det var dejligt at være helt til stede og lytte til mit åndedræt og mine skridt i stedet for den mere indadvendte oplevelse. Som sådan en anstrengende rute i virkeligheden også egner sig rigtigt dårligt til.

Det gik op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke igen. Vi kortede et par kilometer af turen og slog i stedet et sving op omkring byens allerhøjeste punkt.



Jaja, det er søndagsudgaven af modellerne og det var en hård tur til toppen af byen. I baggrunden ses min mand, der i dagens anledning var vandbærer og længere væk Roskilde fjord. Eller Arresø. Man kan se begge dele deroppe fra Maglehøj.

Herfra gik det ned ad bakke på den fede måde, gennem skoven mod Arresø og hjemad.

Jeg synes jeg blev træt i benene på den sidste kilometer, men det var en god tur og jeg var alligevel helt frisk da vi kom hjem og føler mig stadig ikke så træt i benene som jeg plejer efter sådan en bakketur.

De næste to uger planlægger jeg at undgå bakker og holde et godt tempo i denne uge og et fredeligt tempo i næste uge, så jeg er helt frisk og klar til Lillebælt Halvmaraton i starten af maj. Det løb glæder jeg mig vældigt til.

Small Personal Items

Jeg lærer tilsyneladende ikke umiddelbart af hverken erfaringer eller indgroet modvilje, så jeg har investeret i endnu en løbedims, selvom vi vist efterhånden ér kommet frem til, at jeg ikke kan lide forandringer og i virkeligheden hader at afprøve nye ting i mit løbeliv.

Men hos Peter læste jeg for nogen tid siden et indlæg om Strengt nødvendigt maraton-tilbehør og da jeg er stærkt optaget at at rejse let faldt jeg selvfølgelig over det SPI-belt han beskrev.

Et snedigt stykke bæltetaske, der på magisk vis tilpasser sig indholdet.
For godt til at være sandt, mente jeg og tænkte på Harry Potter-Hermiones magiske taske, men eftersom bæltet klart ikke er nogen skrækindjagende investering (189,- incl. fragt på motionsløbsiden )glemte jeg min modvilje mod forstyrrelser i mine cirkler og købte et.

I dag kom det og det ser ud til at holde hvad det lover.



Og her ligger det så efter løbeturen i en bunke matchende sort løbetøj, så det er svært at se at bæltet faktisk kun er 2 - 3 cm bredt og selve tasken er ikke bredere før man putter ting i det. Så udvider det sig og der er rigeligt plads til min iPhone, som er det primære mål, for jeg savner sådan mit kamera når jeg er ude og løbe.

Bæltet er supereleastisk på den venlige, bløde måde og holder sin last tæt ind til kroppen og selvom jeg er ekstremt sart med hensyn til vippende, dinglende eller flagrende ting når jeg løber, så mærkede jeg det overhovedet ikke på dagens testtur.

Endnu en anbefaling herfra af en snedigt udtænkt løbedims.

Op ad bakke

Søndagens Grevinde Dannerløb gik godt. Ikke strålende, men helt fint og jeg havde et godt og desværre rigeligt komfortabelt løb, så heller ingen vilde rekorder, selvom jeg dog fik skåret 8 minutter af sidste års tid.
Jeg var overraskende spændt og nervøs og da jeg stod på startstregen med nervøst ondt i maven og skrumpende selvtillid, vidste jeg godt at jeg ikke ville kunne løbe mig helt i smadder og ind i damernes top-ti, så jeg gav min flinke mand følelsen af at have mig lige i hælene, før han løb fra mig cirka halvvejs og satte sig en rigtig god tid. Og han havde en god oplevelse af sit første løb, tror jeg.

I dag løb jeg afsted på hvad der skulle have været en længere tur, men af en eller anden grund fungerede det slet ikke for mig i dag.
Jeg havde glædet mig til turen, men kunne ikke finde rytmen og blev meget hurtigt tung i benene.
Så holdt jeg lidt pause efter en serie strenge bakker og blev kold og fik lidt kulde-maveonde og til sidst var jeg også ret sur og irriteret, så den tur må lige gøres om på en bedre dag, måske i weekenden.

Der var bakker...


Og udsigt...


Og som prikken over i'et, som en særlig test af min humoristiske sans, lykkedes det mig at give mig selv buksevand med en drikkeflaske jeg ikke havde fået lukket ordentligt før jeg proppede den i bæltetasken og drejede den om på ryggen.
Jeg var heldigvis endnu ikke sur nok til at undgå at fnise lidt over hvor dumt dét var....

Lidt om sluttede cirkler

I morgen er jeg tilmeldt Grevinde Dannerløbet ligesom sidste år.

Sidste år var det mit allerførste motionsløb nogensinde og jeg svedte i timevis på løbebåndet vinteren igennem med tanken om at løbe de næsten uopnåelige 5,6 kilometer i april som motivation.

Jeg gennemførte ikke uden småkriser og temmeligt meget forpust undervejs, men målet var at komme under 40 minutter og jeg var kisteglad for min tid på omkring 38 minutter.

I år kunne jeg vist godt skære ti minutter af den tid hvis jeg gir den gas og det ville vel nok være værd at tage en mandag med ømme lår for sådan en fin markering af en mærkedag i mit løbe-liv.

Mens jeg sad og tænkte lidt over hvordan det var sidste år ved den her tid og mens jeg spændt tænkte på strategier for Lillebælt maraton om kort tid, faldt jeg over en mail med mine succeskriterier forud for mit første halvmaraton, Powerrade, sidste år:

1. At gennemføre.
2. At løbe hele vejen (bortset måske fra to skridt i væskedepoterne, så jeg får vand indenbords i stedet for udenbords. Svært at ramme munden med en plastikkop og 10 km/t)
3. At nyde turen. Der er musik, underholdning og tilskuere på det meste af ruten og jeg glæder mig til at opleve stemningen.
4. At kunne gå normalt om mandagen – jeg ved ikke hvem jeg prøver på at narre, for dét kommer næppe til at ske. Men pyt med det, hvis jeg har en medalje om halsen til at forklare hvorfor jeg går underligt og skal bæres ned af trapper. Jeg tager IKKE medaljen af, før jeg får min førlighed tilbage!!

De ligner egentlig meget godt mine succeskriterier for Lillebælt, hvor jeg gerne vil more mig og have et godt og behageligt løb og nyde stemningen som var overraskende medrivende på livestreamingen som jeg fulgte entusiastisk på min computer sidste år.

Et halvmaraton var fuldstændigt utopisk sidste år ved denneher tid, det var ti kilometer for den sags skyld også så endnu engang kan jeg gnide mig forbløffet i øjenene og tænke at alt åbenbart kan alle sig gøre.....

Hvem ville nu have troet dét....? #4

Efter en rimeligt rædsomt travl dag på arbejdet trængte jeg helt forfærdeligt til at tømme hovedet med en løbetur, men på vej hjem kom jeg i tanker om en annonce jeg havde set i lokalavisen forleden.


Løbeklubben har sådan en åben løbetræning hver torsdag hvor alle er velkomne og det lød som en god og uforpligtende mulighed for at stifte bekendtskab med fænomenet, så jeg drog her til aften afsted sammen med en nabo, der er medlem af foreningen.

Det viste sig at være superhyggeligt.
Jeg kunne ikke rigtigt forestille mig at det kunne være særligt socialt at stæse svedende og forpustet afsted sammen med en flok fremmede, men det viste sig at fungere fint: De hurtigste vendte om når de kom et par hundrede meter foran og løb tilbage og vendte bag ved de bagerste og sådan var hele den lille flok ret samlet hele vejen alligevel.
De der kæmpede lidt blev venligt "samlet op" og kom godt med og de få der gerne ville give den gas i stedet for at sludre og lunte, de løb bare frem og tilbage og pacede hinanden til ekstra afstikkere op og ned ad bakker undervejs og alle fik tilsyneladende det ud af turen de gerne ville.

Vi var vistnok to "nye" og jeg følte mig rigtigt godt modtaget og meget velkommen.

Det var ikke mange der løb med løbeur, og da jeg ved slutningen af turen blev spurgt hvor langt vi havde løbet, var jeg inderligt overrasket over at opdage at vi havde løbet 6,5 kilometer, for godtnok var tempoet langsomt og der var indlagte småpauser for at samle sammen, men ruten havde også budt på masser af bakker, off-road og mtb-spor og byens allerhøjeste punkt (!) og alligevel føltes turen ikke rigtigt anstrengende, fordi der havde været masser af snak og opmuntring undervejs.

Så jeg er altså bestemt ikke færdig med at løbe i løbeklub, jeg er klar igen i næste uge.

Ny maxpuls

Jeg glemte lige at dele min forundring over min maxpuls som den så ud på endomondo (og i det dersens garminprogram man læser ind i) efter dagens tur.


Hvis man skulle gå ud fra den der tommelfingerregel om, at ens maxpuls = 220 minus ens alder, så er jeg slet ikke født endnu!

237 bpm, det var alligevel en ret høj puls, ing?

På det seneste er min pulsmåler regelmæssigt flippet ud, og har registreret nogle perioder med vildt høj puls og i dag er den da gået helt agurk.
Jeg kunne ikke lide at løbe med den hårde pulsmåler, der fulgte med mit 310 forerunner, så jeg købte en soft-strap og det er den der nu tilsyneladende er stået af. Øv.

Pulsmålinger som den jeg havde med hjem i dag kan jeg i hvertfald overhovedet ikke bruge til noget.

Søndagstur med sne og bakker

Denne uges søndagstur løb jeg ad en rute med en hel del bakker, men en gang i mellem er man nødt til at se den slags ting i øjnene også og det var en ret så dejlig tur ad helt andre stier end dem jeg plejer at følge.

I skoven var der masser af mennesker og en del af dem var ude på at få pulsen op, både på cykler og i løbesko. Og tænk sig, der var knageme GLAT ovre i skoven!!



....godtnok kun på "udsatte steder" med skygge, men alligevel. Glat. Sært, for vejret var ellers lunt og overraskende forårsagtigt og jeg havde vist været lidt for pessimistisk da jeg satte afsted i både uldundertrøje, jakke og handsker. Men så frøs jeg da ihvertfald heller ikke og jeg havde mit væskeblærebælte med, så jeg pakkede bare hurtigt handskerne væk igen.




Turen endte på 14 kilometer og det var en rigtig dejlig tur, hvor jeg følte mig helt opladet, da jeg kom hjem.

Den lange søndagstur

I dag fulgtes jeg med min mand og en af hans badminton-buddies på ugens lange tur.
Det var hyggeligt selskab og med masser af snak og en superkonservativ og fornuftig fartholder, blev turen for mit vedkommende løbet med masser af overskud og jeg synes endda også at den ulidelige sidste kilometer som jeg har løbet tusinde gange før, ikke var helt så dræbende kedsommelig som den plejer at være.

Vi løb i alt 14 kilometer, 10 af dem i plantagen omkring Asserbo og Liseleje.
Der er lidt sommerhuse, men mest lange, lige plantageveje.
Jeg plejer ikke at være begejstret for området, men lige denne tur har jeg ikke løbet før, og jeg blev så positivt overrasket at jeg så afgjort skal derud og løbe noget mere på de lidt mindre plantagestier.
Selvom området er delt op af de her lange, lige veje, kunne man sagten blive lidt i tvivl om retningen nede mellem de høje træer, så yay for at der er god plads i min væskebælte-taske til iPhone og indbygget kort.

Man møder kun få andre mennesker i plantagen og de fleste kører eller cykler bare igennem til stranden. I stedet kan man tit møde dyr, og rådyrene (eller dådyrene eller rensdyrene eller elgene eller hvad de nu er for nogen) er ikke særligt nervøse og flytter sig først når man kommer rigtigt tæt på.

Her ses sådan et rens-, rå- eller dådyr til venstre for vejen. Lidt længere fremme var der en vej mage til hvor der gik et dyr mage til og græssede på præcis samme måde. Klart man farer vild......
Pragtfuldt vejr var det også, så omstændighederne for den rigtigt gode søndagstur var så afgjort også i orden og jeg begynder fortrøstningsfuldt at glæde mig til Lillebælt halvmaratonet om en måneds tid.

Oh, skævt billede. Der var ikke rigtigt stemning for at stoppe og være mere omhyggelig med horisonten......