søndag den 19. februar 2012

Glat føre, men dejligt vejr

Vejrudsigten havde et lidt luftigt løfte om noget forårsagtigt på programmet for i dag, så jeg glædede mig til løbetur udenfor.
Målet var 5 kilometer, men turen blev lidt længere, fordi det er længe siden jeg har løbet ruten og jeg havde husket distancen forkert.
Det gik fint alligevel, selvom det måske er en forcering af optrapningen af min nye løbestil og nul støddæmpning i skoene.
I morgen skal mine ben nok fortælle mig om overdrivelsen kunne tilgives eller ej.
Jeg løb løbebåndsintervaller igår (ja, man kan godt komme til at bryde sig endnu mindre om løbebåndsløb end jeg gjorde i forvejen) og benene var lidt ømme før turen, men jeg håber naivt på en mild straf. 

Lige da jeg satte i løb føltes det  faktisk fuldstændigt som den der lethed når man sætter sig op på en cykel og træder i pedalerne. Sådan lidt "Wau, det føles LET det her!". Jeg fandt straks en god kadance og med vinden i ryggen føltes det nærmest som om jeg fløj afsted, herligt.

Jeg havde valgt en tur med både grusveje, stier og asfalt for at prøve forskellige underlag og det var fint de fleste steder, men enkelte steder var der stadig en masse is og vand og meget glat.

Jeg trippede fint igennem, mens min mand på sin tur var knap så heldig og vendte hjem med vådt tøj efter en dukkert i en is-vandpyt.


Heldigvis havde han ikke slået sig, og ærgrede sig kun lidt over at de FINE NYE løbesko, der var et rigtigt godt kup på udsalg i sportsbutikken i går, var blevet beskidte. Men så behøver han da ikke bekymre sig om dét mere, tøhø.

I morgen aften er der sjip! Men så tror jeg også nok jeg har betalt for vinterferiens fastelavnsboller, rødvin, bøffer og sushi-orgie.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar