Lidt mindre Kenyansk maratonløber, tak.

Jeg løb mine intervaller i frygtindgydende varme i dag.
Lidt demoraliseret, fordi jeg i går aftes kom i tanker om at denne uge teoretisk set var restitutionsuge og så satte min veludviklede ubehagssensor straks gang i forskellige alarmer, der er ligeså lette at ignorere som et 50% udsalg i løbebutikken.

Hjemme i min have ("have") gik et par håndværkere og svedte og slæbte i den udgravning, der måske engang bliver en udvidelse af mit hjem, så det føltes nærmest som en hån at snige sig afsted i løbesko til helt frivillig og ulønnet tortur i varmen.

Men det gik rigtigt godt.

Engang var der en anonym løber (navnet er redaktionen bekendt, men jeg ved ikke rigtigt om han vil stå ved det her råd), der sagde, at når han løb og følte sig lidt presset, så tænkte han bare på de der Kenyanske maraonløbere, der ufortrødent æder kilometer efter kilometer i et tempo jeg knap ville kunne løbe een kilometer i og på en måde, der ser så ubesværet ud, at man selv får lyst til at begynde at løbe om natten, når der ikke er vidner.

Og så i dag, da jeg startede mit første interval, kunne jeg ikke få det billede af den velsmurte, overlegne løbemaskine ud af hovedet, så mit løbeur hylede vredt op om at jeg skulle sætte farten ned og det KUNNE jeg bare ikke.
Samme problem på de næste to intervaller og på det sidste satte jeg lidt for sent og for langsomt og for frustreret i gang og fik alligevel bippende skæld ud i 5 minutter.

Men der var masser af overskud og det var en god interval-onsdag.

Restitutionsugen holder jeg i stedet i næste uge, hvor jeg kun planlægger korte ture i adstadigt tempo samt en sludretur med en veninde rundt på voldene omkring Kastellet, så jeg får den fine stjerneformede tracking på endomondo.