søndag den 13. november 2011

Lidt om løbeselskab

I mandags løb jeg rundt om søerne med en veninde og i går fulgtes jeg med en af vores naboer på en løbetur på 8 kilometer.
Denne nabo er rigtig hurtig på 5 kilometer, men vil gerne sætte sine træningsdistancer lidt op og hun synes det er hyggeligere at løbe sammen med nogen. Og lettere at komme afsted hvis man har lavet en aftale med nogen om at løbe sammen.

Det var også en meget hyggelig tur og holddaop hvor kan man alligevel få talt om mange ting, selvom man er forpustet og får sved i øjenene. Og på een eller anden måde endte vi også med at holde et overraskende højt tempo i forhold til hvor meget luft vi havde at snakke med.
Jeg tror jeg ville have følte mig lidt forpustet, hvis jeg havde løbet turen i det tempo alene, men med selskab gik det bare så stærkt og pludselig var vi hjemme igen uden at jeg egentlig havde nået at tænke på om det føltes anstrengende eller ej.

Og sådan går det jo næsten altid når jeg løber sammen med nogen, der gider snakke undervejs.

Lige da jeg begyndte at løbe kunne jeg dog ikke forestille mig at jeg nogensinde skulle få lyst til at have vidner til mine lunger og mit hjertets panikslagne kamp for at få lidt ilt til hjernen og til mine forpinte muskler. Jeg var sikker på at "snakketempo" var en skrøne, opfundet af en eller anden snobbet og sadistisk løbetosse og jeg kunne ikke begribe hvad man dog gjorde i en løbeklub. Udover måske at skiftes til at bære hjertestarteren.

Nu går det heldigvis bedre og jeg er blevet meget glad for at følges med nogen. Faktisk synes jeg af og til godt at løbeturen kan føles lidt kedelig eller lang når jeg løber alene, især når min indre "Couch-Coach" begynder at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor jeg ikke sidder i sofaen og læser, men i stedet spæner rundt i stiv kuling og regnvejr.
Men for det meste, når jeg løber alene, falder jeg ligesom indad i mine egne tanker og finder tit mig selv i samme sindstilstand som den man kommer i, lige før man falder i søvn. Og når jeg kommer hjem, føler jeg mig frisk og "genstartet" som efter en powernap.
Det kan jeg altså ikke når man løber sammen med nogen, ihvertfald ikke de snakketræer jeg plejer at følges med, så selvom jeg holder meget af godt selskab på mine løbeture, så er det også dejligt at løbe alene.

Et af mine aller, aller bedste løbeøjeblikke er stadig en morgentur tidligt på sommeren, hvor jeg nærmest halvsov de først tre kilometer og pludselig fandt mig selv helt alene i verden og jeg var fuldstændigt uovervindelig og gennem-glad, mens jeg løb rundt i skoven og mine sovende sommerhuskvarterer og det var somom jeg havde hele verden for mine løbesko-beklædte fødder.
Tanken om den slags øjeblikke kan sagtens få mig ud at løbe i regnvejr, også selvom jeg ikke er forpligtet af en aftale om løbeselskab.

2 kommentarer:

  1. Jeg har aldrig prøvet den der virtuelle partner, men det kunne da være man skulle. I øjeblikket er jeg bare dybt imponeret over hvad det ur egentlig kan mht til træningsprogrammer osv.
    At løbe alene er jo hvad jeg altid gør og altid har gjort - der er andre løbere i omegnen som jeg møder, men jeg kender ingen af dem og finner er ikke så lette at komme i spontan kontakt med. Men det må være hyggeligt en gang i mellem, jeg har løbet med min søn og det nød jeg og nu begynder jeg at træne min datter fordi hun skal tabe sig. Så får jeg lidt selskab og det bliver sjovt selv om det foreløbig bare bliver kort.

    SvarSlet
  2. Dejligt for dig med noget selskab, Kirsten. Især hvis din datter også lader sig rive med og bliver glad for det, der ér så inspirerende at se andre blive glade for noget man også selv synes er fedt.

    SvarSlet