onsdag den 9. november 2011

Frivillig fridag

I går bad jeg min chef om en fridag i dag og fik den uden tøven.

Jeg har haft travlt på det seneste og nogengange kan man godt fornemme at man måske læner sig op ad en gang forkølelse eller det der er værre, hvis ikke man lige sætter tempoet en smule ned. Og en fridag uden planlagte opgaver at fylde den med, var lige hvad jeg trængte til

Meget sjovt lidt senere at læse indlægget hos Kirsten om egen-omsorg, for det er nok det sådan en lidt uovervejet og helt uplanlagt fridag er. God tid til ikke at lave noget.

I løbet af langsom morgenmad formede der sig dog alligevel en plan om en ekspedition ind til Kaiser Sport for at købe et par nye løbesko som supplement og senere efterfølger til mine "gamle" løbesko, som jeg har løbet 6-700 kilometer i hen over forår og sommer.
Jeg har brug for nogen pronationsstøtte, men er ikke glad for alt for stive sko, så det er svært at finde gode kompromiser mellem komfort og fornuft og det tog da også lige en lille kilometer på løbebåndet at finde frem til noget der virkede.

Men altså, nye løbesko.
Det er dejligt at vide at de er nye og gode og passer og holder og støtter der hvor de skal, men hvor føles de bare NY og lidt fremmede på fødderne, til man lige får strammet og snørret rigtigt og ikke skal starte helt fra bunden hver gang man tager dem på.

Jeg tog dem på på dagens løbetur, stadig bare i "roligt/frivilligt tempo" og det gik fint, bortset fra lidt snurren under forfoden fordi jeg naturligvis havde bundet dem for stramt, og adskillige stop for at regulere på snørringen. Og så tænkte jeg naturligvis så meget på hvordan de føltes at jeg glemte at se på farten og løb lidt vel stærkt, så det endte med at blive en ret anstrengende tur alligevel.
Men jeg mærkede ingenting til de småklager fra det ene knæ jeg har haft de seneste par uger og ingen forværring af ømheden på ydersiden af den ene fod, så jeg er sikker på jeg er på rette vej med mine nye sko. Når jeg altså får styr på snørrebåndene.
I morgen tager jeg en kort tur på 5 kilometer i de gamle sko og så må vi se hvad jeg vælger til lørdagens lidt længere snakketur, som jeg har aftalt med en nabo.

4 kommentarer:

  1. Husker jeg helt galt eller løb(er) du ikke i et par Ecco Biom? Ælsker selv at købe nye løbesko de par gange om året det sker, selvom jeg udemærket ved hvad jeg kommer til at går derfra med, nemlig et par Asics Kayano ;) Det er bare fedt lige at komme på båndet, se hvordan det går med pronationen og få snakket om hvilke løb man har løbet sidst og hvilke der ligger i den nærmeste fremtid :) Og så er det jo rart at få nyt grej :D

    SvarSlet
  2. Ditlev, Jeg har løbet i EccoBiom og var superglad for dem til jeg fik en lille forvridning, der bare blev ved med at gøre ondt til jeg fik et par løbesko med bedre støtte og det gik væk i løbet af et par dage i "rigtige" sko. Øv. Det så temmeligt skræmmende ud på den der løbebåndsvideo. Slut med minimalistiske sko til mig.
    Nu bruger jeg mine Biom til raske traveture med husets hunde og i en snæver vending også på golfbanen. Og jeg er stadig meget glad for dem, tør bare ikke løbe i dem længere.

    SvarSlet
  3. Dejligt med sådan en impulsiv fridag! Og så nye løbesko. Hvilke købte du? Håber, at du bliver glad for dem.

    SvarSlet
  4. Mine nye løbesko er et par Asics 3030. Jeg håber også jeg bliver glad for dem, trods min tøven overfor nye (løbe)sko =) Under alle omstændigheder tror jeg det bliver rart at veksle mellem de to sko og på den måde få en lille smule afveksling i den ensformige belastning.

    SvarSlet