I weekenden kom jeg i tanker om, at hvis jeg gerne vil løbe halvmaraton på min fødselsdag nytårsaftensdag i år, så måtte jeg nok hellere begynde på nogen lidt længere ture igen.
Normalt når jeg løber lidt længere ture, så slår jeg bare to af mine almindelige ture sammen og løber sådan en sløjfe omkring mit hjem, men til lørdagens tur havde jeg kigget på et kort og udset mig en længere rundstrækning gennem nye territorier.
Ruten gik blandt andet omkring min datters gamle børnehave, der allerede lå megalangt væk dengang vi kørte derud i bil så da jeg løb forbi til fods blev jeg ramt af et ordentligt puf af ærefrygt over at se mig selv være løbet hele vejen derud. Og det føles så herligt hver gang jeg bliver overrasket over mig selv på den måde, det minder mig om at alting kan lade sig gøre.
Jeg havde målt ruten ud til at være 10 kilometer, sådan løseligt på endomondo, men i virkeligheden var der 12, så det blev til lige over en times god løbetur.
Mandag havde jeg et travlt eftermiddagsprogram, så jeg kom først ud og løbe omkring klokken 16 og *bum* 15 minutter senere var det nærmest buldrende mørkt!
Jeg troede jeg havde styr på hvilke stier der var oplyste, men det holdt ikke helt stik i virkeligheden og eftersom jeg ser halvskidt i mørke, foregik en del af turen nærmest halvt i blinde.
Det var ikke så rart på distancer med ujævne fortov, men faktisk meget fedt resten af vejen og sammen med lidt november-aftentåge, forstærkede det følelsen af at have det hele for mig selv.
Ja, det bliver mørkt med ét i disse tider, men dejligt at tænke på, at om blot en måned vender vi og dagene bliver langsomt længere igen.
SvarSletJeg genkender din beskrivelse af at løbe i mørke/tåge - det er helt magisk, når man får fornemmelsen af at løbe i en helt anden verden.
Pøj-pøj med træningen!