Der findes ikke dårligt vejr...

Det går bedre med min ømme hofte.
Heldigvis, for jeg er virkelig overraskende dårlig til at hakke bremserne i og lade helt være med at løbe.

I dag løb jeg en tur, der skulle have været på 8 kilometer, men som blev kortet af på grund af et vildt tordenvejr med et voldsomt skybrud.
Lige da det startede nåede jeg i "læ" i skoven, men regnen kom så voldsomt at det var som at stå under en bruser, selv inde i skoven, jeg kunne slet ikke se hvor jeg løb.
Under en bro stoppede jeg for at ringe hjem og berolige min familie med at alt var vel og jeg var på vej hjem og de sad nærmest i bilen på vej ud for at finde mig og redde mig fra en trist druknedød i regnvejret, så da der var et langt åbent stykke jeg tøvede noget med at passere med lyn og torden om ørerne, aftalte vi at mødes cirka en kilometer hjemmefra.

Men smukt var det, sikke et lys, da regnen stilnede af og det begyndte at klare op.

På turen fokuserede jeg på at det først og fremmest ikke skulle gøre ondt i min hofte mens jeg løb og heldigvis var ømheden så upåtrængende at jeg kun bemærkede den fordi jeg var superopmærksom på den (ligesom i: Skrækslagen for at fremprovokere yderligere besvær med dén)

Dernæst tænkte jeg på, at min træningseffekt i følge Garmin på de seneste ture har været lidt rigelig høj, sikkert på grund af høj puls som varmen nok kan påtage sig en del af skylden for, så et af dagens mål var også at holde pulsen nede undervejs og også det gik rigtigt godt og jeg vendte hjem med stort overskud og følelsen af at have haft en dejlig løbetur.

Nåmen så prøver vi lige noget andet

I går løb afkortede jeg ugens lange tur til ti kilometer og var fortsat temmeligt øm i hoften både under og efter løbeturen. Øv.
Det passer mig rigtigt skidt at skulle til at holde løbepause.

De seneste par løbeture har min puls været ret høj og jeg tror det ihvertfald til dels skyldes varmen, så for at få noget mindre belastende konditionstræning, besluttede jeg mig for en cykeltur i dag.
Jeg er ikke specielt begejstret for at cykle og mine udfoldelser på den tohjulede begrænser sig indenfor nyere tid til at følge børn i skole en kilometer herfra, samt cykelture til iskiosken.

I dag fyldte jeg cykelkurven med et par flasker vand, og satte afsted på min mands løberute, men i modsat retning og med planer om at møde ham med vandforsyninger to gange på hans tur på cirka 14 kilometer.

Jeg fik god fart på, men trods modvind visse steder, synes jeg det var svært at holde pulsen oppe på de lige stræk. Der er et par lange bakker på turen og der fik jeg pulsen lidt op, men den kom jo straks ned igen, når det gik ned ad bakke igen.

Det blev til omkring 25 kilometer på lidt over en time og turen føltes ikke voldsomt anstrengende. Det allerbedste er, at ømheden i hoften ikke blev værre - måske føles det endda som om det hjalp at blive varmet godt igennem uden belastning.

Det er på ingen måde en værdig erstatning for mine løbefix, men godt at vide at jeg kan rase lidt ud på cykel, hvis det skulle blive nødvendigt at skære ned på løbefronten i nogen tid.

Ah, ferie!

Sikke man kommer ud af rytmen af at holde ferie!

Min sidste ferieuge gik desværre med at forsøge at ignorere nogle foruroligende smerter omkring hoften, der var slemme når jeg løb, gjorde ondt når jeg gik og endda var ømt når jeg sad eller lå på siden.

Jeg udskød planerne om at genoptage intervalprogrammet efter restitutionsugen og forsøgte at holde hastigheden på nogle korte ture endnu langsommere end jeg plejer og mærkede heldigvis langsom bedring, men jeg var godtnok bekymret en uges tid, mens det slet ikke blev bedre.

Okay, allerførst forsøgte jeg at løbe det væk. Det har jeg haft god held med med de forskellige andre ømheder jeg har haft. Det hjælper næsten altid på alting at løbe en tur og stor var min rædsel, da det her bare gjorde mere ondt når jeg løb.

Nu går det meget bedre, men jeg er irriteret over at jeg ikke ved hvorfor denne lille løbeforhindring opstod, for jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at forhindre at det sker igen og nu har jeg jo halvmaratonplaner om en måneds tid.

Jeg glæder mig, selvom mine planer om at nå under 2 timer midlertidigt er udsat. Jeg tror godtnok det er lige indenfor rækkevidde, men jeg er bare så utilbøjelig til at presse mig selv ud til den grænse. Forpust og alting. Jeg vil hellere have et dejligt løb og så må jeg jo vente til to timers grænsen er indenfor komfortzonen, det skal nok komme.

Den næste måned opgiver jeg intervallerne og fokuserer på nogen kilometer og lidt længere ture. Jeg har vist også lidt at indhente ovenpå mine to ugers ferie....

Halsnæsløbet 2012

Denne uge skulle være restitutionsuge og altså uden intervaller og lang tur.

I stedet løb jeg i onsdags en turisttur i København sammen med en veninde for at få en sjov tracking på Endomondo:


Og i går løb jeg, efter nogen tøven, med i Halsnæsløbet i Hundested.

Det er et kort løb på 6 - 6,5 kilometer, men ruten er meget kuperet, der er et par stride stigninger undervejs og underlaget er dels asfalt, fortov og fliser og dels grus, sti, "single track" og løst sand langs stranden (gys).

Da jeg løb turen sidste år, kom stigningerne helt bag på mig og jeg kan huske jeg tænkte på, om man mon fik en eller anden tydelig advarsel, før man besvimede eller kastede op når man havde presset sig selv ud over det alleryderste.


Ruten var lidt anderledes i år.
Efter stigningen til hvad der så må være Hundesteds NÆSThøjeste sted, gik ruten gennem en fårefold og i år fik man så lige en ekstra krap stigning med.

Jeg hader stadig bakker, men jeg er heldigvis blevet bedre til at håndtere dem siden sidste år, selvom jeg godtnok ikke var begejstret, da jeg startede på den sidste stigning og mærkede pulsen ræse i vejret med det samme.

Men så gik det heldigvis nedad igen og kort før målstregen hentede jeg endnu en løber, efter at have løbet ret alene oppe i højderne.

I år blev jeg nummer 6 blandt damerne og nummer 17 i alt og forbedringen i gennemsnitstiden i forhold til sidste år er tydelig og jeg er vældigt godt tilfreds med mig selv.


I år skal jeg nok lade være med at sværge aldrig at begive mig afsted på de bakker igen for det er en god og afvekslende rute, der udfordrer på måder, jeg ikke normalt synes det er sjovt at kaste mig ud i.

Pulsmåleren i løbebh'en - selvfølgelig!

Med mit nye 610 gpsur, måler jeg min indsats ud i en "training effekt", der be- eller afkræfter hvor anstrengende turen har været med et tal fra 0 til 5.
Tallet afhænger af hvor høj pulsen har været undervejs og hvor længe den har været det og når tallet er over ...ehem...3, tror jeg, så forbedrer man sin form.
Er det under, så vedligeholder man bare eller spilder sin tid, vel, hvis tallet bliver lavt nok....

Nåmen det kræver altså at man bruger pulsbæltet og det er jeg ikke udelt begejstret for, selvom det går bedre med softstrap'en end med den stive hardstrap, der både nappede og var irriterende og på alle måder havde et fortrinligt samarbejde med min indre couch-coach, der til hver en tid træder til med kommentarer om alskens ubekvemmeligheder ved det her tosseri i løbesko.

At indbygge en pulsmåler i en løbebh er et indlysende træk, når nu man alligevel er nødt til at skrue sine kvindelige former ned i sådan en, der desuden er bygget til at være både effektiv i bekæmpelsen af tyngdeloven (som vi hader) og desuden rimeligt komfortabel.

Så jeg købte en løbebh med pulsmåler.


Med i købet fulgte en håndfuld prøver på elektrolyt-drik, mere om det, når jeg har haft lejlighed til at smage på dem.

Men bh'en gør det den skal.
Jeg løber i forvejen med Purelimes løbebh'er og har været meget glad for den model og pulsmåler-udgaven vil jeg altså også gerne anbefale.

Jeg fik ingen løjerlige målinger på denne min allerførste tur, bh'en er præcis så komfortabel som den plejer at være og det er dejligt, man ikke skal lirke senderen ind undrer bh'ens elastik, men bare kan klipse den fast udenpå og så mærker man ikke mere til den.

Lidt mindre Kenyansk maratonløber, tak.

Jeg løb mine intervaller i frygtindgydende varme i dag.
Lidt demoraliseret, fordi jeg i går aftes kom i tanker om at denne uge teoretisk set var restitutionsuge og så satte min veludviklede ubehagssensor straks gang i forskellige alarmer, der er ligeså lette at ignorere som et 50% udsalg i løbebutikken.

Hjemme i min have ("have") gik et par håndværkere og svedte og slæbte i den udgravning, der måske engang bliver en udvidelse af mit hjem, så det føltes nærmest som en hån at snige sig afsted i løbesko til helt frivillig og ulønnet tortur i varmen.

Men det gik rigtigt godt.

Engang var der en anonym løber (navnet er redaktionen bekendt, men jeg ved ikke rigtigt om han vil stå ved det her råd), der sagde, at når han løb og følte sig lidt presset, så tænkte han bare på de der Kenyanske maraonløbere, der ufortrødent æder kilometer efter kilometer i et tempo jeg knap ville kunne løbe een kilometer i og på en måde, der ser så ubesværet ud, at man selv får lyst til at begynde at løbe om natten, når der ikke er vidner.

Og så i dag, da jeg startede mit første interval, kunne jeg ikke få det billede af den velsmurte, overlegne løbemaskine ud af hovedet, så mit løbeur hylede vredt op om at jeg skulle sætte farten ned og det KUNNE jeg bare ikke.
Samme problem på de næste to intervaller og på det sidste satte jeg lidt for sent og for langsomt og for frustreret i gang og fik alligevel bippende skæld ud i 5 minutter.

Men der var masser af overskud og det var en god interval-onsdag.

Restitutionsugen holder jeg i stedet i næste uge, hvor jeg kun planlægger korte ture i adstadigt tempo samt en sludretur med en veninde rundt på voldene omkring Kastellet, så jeg får den fine stjerneformede tracking på endomondo.

De er derude!

Oh rædsel - ondt i knæet.

Allerede to skridt inde i weekendens lange tur, kunne jeg mærke at der var noget semi-alvorligt galt med mit ene knæ.

Jeg har i nogen tid tænkt over om det var tid til udskiftning af mine sko, men den aktuelle udgave af mine New Balance 1080'ere har kun løbet 800 kilometer, så det var lidt tidligt at mærke slidte sko i mit knæ, syntes jeg, og var ærligt talt noget bekymret.

Knæet blev ved med at være underligt ømt, men da det heller ikke blev værre end efter de første par skridt, tænkte jeg at jeg ville tage situationen op til overvejelse, hvis knæet fortsat var ømt når jeg var kommet hjem og kølet ned.

For du godeste, sikke en varm tur!

Hos os havde det regnet kraftigt om morgenen og alting dampede midt på formiddagen, da jeg satte afsted på mine 12-13 kilometer.
Første del af turen forgik i skygge i skoven og det gik an, men så kom turens drøjeste bakke og så blev det rigtigt varmt.

Heldigvis havde jeg besluttet at teste en nyopdaget lomme på låret i bukserne under et løbeskørt og det viste sig, at den lomme var helt perfekt til en lille flaske vand.


Flasken sad fast og sikkert i lommen og jeg glemte næsten jeg havde den med, så det var lige som det skulle være.

Undervejs fik jeg fyldt flasken hos en pige i en pølsevogn. Jeg kan glæde mig over selvfølgelig venlighed som hendes i lang tid og jeg ønsker hende godt vejr på alle hendes fødselsdage.

Vel hjemme glemte jeg alt om det ømme knæ, for der var jo ikke noget der gjorde ondt, da jeg holdt op med at løbe.
Ihvertfald lige til jeg bøjede knæet op under mig i sofaen og tænkte, at når noget gjorde så ondt, burde man have et blåt mærke til fremvisning og vækkelse af medynk.
Jeg kiggede nærmere på knæet og da jeg fik øje på blodsamlingen, kom jeg i tanker om hvor skidt jeg kommer ud af det med brækjern.

Hjemme hos os bygger vi om for tiden og det er styrketræning, der virkelig kan mærkes.
I går nedlagde vi et hegn og undervejs svang jeg ivrigt et brækjern, som jeg først hamrede ind i mit håndled med helt utrolig træfsikkerhed LIGE hvor jeg brækkede armen for nogle år siden.
Kort tid efter gik det ud over mit knæ, og jeg kan faktisk godt huske at det i kampens hede strejfede mig, at jeg nok ville komme til at mærke mere til det når jeg skulle ud og løbe igen. Og det gjorde jeg så.

Men hvor er jeg lettet over at det ikke var en løbeskade, men bare lidt uforsigtig omgang med værktøj, der var skyld i ømheden. Så går det jo over igen af sig selv i en fart.


...utroligt som blå mærker ikke ser NÆR så slemme ud som de føles.....