En af den slags dage

På nogen løbeture tusser jeg lykkeligt afsted med yndlingsmusik i ørerne og tankerne på langfart, mens jeg adspredt glæder mig over solens spil gennem trætoppe, en hårloks løjerlige kildren under mit øre og det gode følelse af yndlingsløbeblusens usandsynligt bløde stof mod mine håndled.
På den slags ture kan jeg blive helt opslugt af følelsen af dybe åndedrag, der fylder min brystkasse med luft og musklerne, der ufortrødent arbejder og bringer mig fremad.
Så føles solen ekstra lunende og lovende, duften fra grøftekanterne lover tø og grøde og lærken kan sagtens overdøve det seneste hit på min iPod.

Oh, skønne løbeture!!

På andre dage, som for eksempel i dag, kaster jeg mig gnavent i løbeskoene og konstaterer, at sjuskeri med snøringen på weekendens løbetur nu hævner sig med en øm fod.
Allerede efter et par kilometer har jeg sendt hadefulde tanker til hvem det nu er der har designet mine tights og anbragt en syning på siden af knæet, der giver mig myrekryb af irritation. Efter tre kilometer har jeg glemt syningen til fordel for frustration over at min uldundertrøje kryber lidt op og at jeg desuden er blevet kold på armene, tak, svigefulde forårssol og kortslutning i termometeret derhjemme.
Så koldt har 12 graders varme aldrig før været.
Musikken på iPod'en er helt forkert, jeg kan ikke finde en god rytme i mit løb og er ved at løbe i grøften af host og iltmangel, da jeg passerer en sommerhusgrund hvor ejeren har besluttet sig for at futte store mængder haveaffald og gummistøvler af.
En fasan og jeg skræmmer livet halvt af hinanden da vi uventet mødes på en sti og jeg mens jeg trøster mig med hvor sjovt det blir at tjekke det møde ud på min pulsmåling når jeg kommer hjem, kommer jeg i tanker om at jeg har glemt at tage pulsmåleren på.
Næsten hjemme - og endelig lidt medvind - får jeg fuld fornøjelse af den smarte, korte frisure min frisør fandt på sidst vi sås, da hvert skridt minder mig om, at mit hår er drivvådt af sved. Selvom jeg har frosset det meste af turen. Svedvådt hår går an når det kan ignoreres i en hestehale, men det krymper sig i mig for hvert vippende skridt, der minder mig om at jeg formentlig er våd fra yderst til inderst.
En følelse af inderligt ubehag, der først bliver overgået da jeg få meter hjemmefra hilser på et bestyrelsesmedlem, fra den forening hvor jeg er ansat, der køligt og velklædt er på vej til møde og lige vil vise mig noget.

Det var ikke en af de gode løbedage. Men så er det godt at man får sin humoristiske sans tilbage efter et par timer og et bad. Og noget mad.