onsdag den 27. juli 2011

Det første skridt ud i den blå luft

Jeg begyndte at løbe i oktober/september sidste år.
Eller "løbe", ing. Det var jo ikke det jeg gjorde i begyndelsen, vel.

Først gik jeg nogle lange  ture med mine hunde i et opskruet tempo, der fik blodet til at rulle lidt mere mærkbart i mine årer og så begyndte jeg at løbe. Lidt.

I begyndelsen bare et minut ad gangen, efterfulgt af adskillige minutters indre diskussion om hvad i al verden det var jeg bød mine lunger og mine arme, stakkels ben.

Efter en måneds tid løb jeg lidt længere tid ad gangen, men stadig med lange indre diskussioner om det helt usandsynligt tåbelige jeg havde gang i.
Jeg løb (altså "løb") hver "evig eneste anden dag" og jeg var altid øm et eller andet sted.

Så begyndte det at sne i november, og jeg lukkede ørerne for min indre sofa-kartoffels forskrækkede fordomme om de tynde piger og de store bodybuildere i motionscenteret og løb mine første kilometer på løbebånd.
Det var også der jeg løb mine første fem kilometer i træk (uden gåpauser - ikke uden nærdødsoplevelser) og jeg fejrede masser af sejre og åd en hel del kameler sammen med andre endorfinjunkier deroppe, før vejret omsider blev til at løbe udenfor.

I april i år løb jeg med bævende hjerte mit første 5,5 km motionsløb og krydsede målstregen på grådens rand af forskrækket glæde over at jeg kunne.

Ifølge "Bliv løber for livet"-bogen, som jeg er meget begejstret for, skal man have sig et godt "hvorfor", når man løber, især i begyndelsen.

I starten var min grund til at løbe at jeg havde opdaget at jeg ikke kunne løbe 100 meter uden at føle mig døden nær af åndenød og jeg syntes det var lidt pinligt og ihvertfald et opnåeligt mål.
Der gik faktisk overraskende lang tid før jeg kunne løbe 100 meter, men så blev det en bestemt strækning på 3 - 400 meter jeg lige kunne se mig selv sprinte elegant henover uden at anstrenge mig til hjerteanfaldets rand og da jeg kunne dét, ville jeg jo gerne kunne løbe 3 kilometer, så 5...og et sted undervejs opdagede jeg hvad endorfiner kan gøre.

Det sædvanlige dårlige vinter-hi humør udeblev og vinterens oprivende travlhed på arbejdet bed slet ikke på min humoristiske sans.
Og jeg tabte som uovervejet bonus de fleste af de kilo, der havde kastet sig over mig, da jeg for længe siden holdt op med at ryge.

Før vejene var isfri var det ikke længere et spørgsmål om at holde fast i hvorfor jeg absolut skulle løbe, for jeg kunne slet ikke forestille mig at lade være.

Jeg kaster mig stadig med begejstring i løbeskoene hver evig eneste anden dag - mindst.
Og løb er blevet min genstart, når mit hovede er fyldt og jeg ikke kan tænke en sammenhængende tanke, min udvej, når jeg har brug for en tankestreg og lidt tid og min hjemvej, tilbage til mig selv, for jeg kan så tydeligt mærke min krop og mit allerinderste, når jeg løber lige ind i den løjerlige tilstand, der næsten altid opstår et sted undervejs på en løbetur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar